Diger
En stor del af digerne i landskabet er beskyttede. Det gælder alle stendiger samt alle diger på § 3 arealer. Dertil kommer de jorddiger, der er angivet med digesignatur på Kort- og Matrikelstyrelsens kortværk over Danmark i 1:25.000 i den senest reviderede udgave før 1. juli 1992.
Amterne udarbejdede for år tilbage et vejledende kort, som kan ses på arealinfo.dk. Kortet er kun vejledende og langtfra fejlfrit.
Hvis man ønsker at fjerne et markskel, som viser sig at være et beskyttet dige, kan man søge kommunen om dispensation. Der er dog en meget restriktiv praksis på området.
Reetablering af et dige er både dyrt og besværligt, så vi anbefaler, at man til enhver tid orienterer sig om digets beskyttelse, før der for eksempel lægges marker sammen.
Vi hjælper gerne med at vurdere status samt tager kontakten til kommunen.