Selvfølgelig skal vi sidde med i den grønne trepart. Vi er nødt til at give det et reelt forsøg

Udgivet d. 13-06-2024 | Sabrina Brohus

”Landbrug og Fødevarer skal være med i den grønne trepart, hvis landbruget skal forsøge at påvirke de store politiske krav, som er på vej mod os. Vi får intet ud af at stå på sidelinjen og tage imod”, mener Hans Gæmelke, formand for Djursland Landboforening.

 

Landbrugserhvervet ser ind i øget regulering med nye afgifter og massive krav til forvaltningen af erhvervets arealer. Det er et faktum. Hans Gæmelke, formand for Djursland Landboforening, forstår udmærket, hvis der er frustration blandt landmænd lige nu, men han mener fortsat, at det er værd at forsøge at påvirke processen og de endelige beslutninger.

”Vi kunne som erhverv sagtens trække os tilbage og stå fra sidelinjen og betragte uretfærdighederne, men jeg mener, at Landbrug og Fødevarer skal være med i den grønne trepart, hvis vi skal forsøge at påvirke de store politiske krav, som er på vej mod os. Vi får intet ud af at stå på sidelinjen og tage imod”, lyder det fra Hans Gæmelke.

Landbrug & Fødevarer understreger selv, at de naturligvis ikke sidder med ved bordet for enhver pris. De forklarer, de sidder med i rummet for at fremtidssikre og udvikle et stærkt og konkurrencedygtigt landbrug, der både kan sikre kvalitetsmad i kølediskene og eksport af grønne løsninger.

”L&F har opstillet meget rimelige forudsætninger for deres deltagelse i den grønne trepart, og så længe vi sidder med ved bordet, så er der en muliglighed for, at vi kan være med til at værne om fremtidens landbrugserhverv og Danmark som landbrugsnation”, mener Hans Gæmelke.

Der er ifølge L&F tre gode grunde til at give treparten et reelt forsøg. De hovedpointer er Hans Gæmelke helt enige i.

”For det første er der et politisk flertal for en særskilt CO2-afgift på landbruget. Så længe vi sidder med ved bordet, overlader vi ikke vores rammer og jord til andre, og vi har en mulighed for at trække CO2-afgiften i en tålelig retning. Dernæst er det vigtigt, at L&F skal forsøge at forklare vigtigheden i at løse flere problemer på én gang, så der stadig er plads til en fødevareproduktion i Danmark. Treparten skal tænke på og lede efter multifunktionalitet. Sidst, men ikke mindst, så skylder vi fremtidens landmænd at minde regeringen om dens regeringsgrundlag, hvor der blandt andet står, at man skal værne om vores konkurrenceevne og om danske arbejdspladser, så der fortsat kan være en robust fødevareproduktion i Danmark”.

Seneste nyheder
Webinar: Derfor skal du i gang med FarmTracking Pr… Læs mere
”Jeg kunne sagtens se mig selv arbejde et sted som… Læs mere
L&F: Treparten er samlet set en sejr for både det … Læs mere
Julen er kommet til Grenaa Læs mere
InterCount kommer med nye forbedringer Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev