Nytårshilsen fra formanden
Udgivet d. 02-01-2025 | Sabrina BrohusDa vi gik ind i 2024, vidste vi, at der kom betydelige krav til landbruget, særligt med fokus på landbrugets udledning af næringsstoffer og reduktionskrav til nedbringelse af landbrugets CO2 udslip, og den profeti blev opfyldt.
Vi går derfor ind i 2025 med selv samme forventning, men nu med mere håndgribelige krav med aftalen om Den Grønne Trepart, som blev indgået i november 2024, og det, landbruget fremover skal indrette sig efter.
Vi er nødsaget til at sætte os grundigt ind i denne aftale og komme i gang med implementeringen. Der er nok at tage fat på. En meget væsentlig ting på Djursland er, at vi for vandopland Djursland forventer et reduktionskrav på 108 tons kvælstof mod det nuværende på 220 tons. Vi må gå ud fra, at denne ændring får betydning for vores efterafgrødekrav på Djursland, så de bliver mere lempelige og nemmere for os at håndtere i praksis.
Jeg er nu stadig bekymret for, hvorvidt treparten rent faktisk får virkning på det danske farvand, særligt bælterne, og i særdeleshed Kattegat. Dansk landbrug tager deres næringsstof-udvaskning alvorligt, men vi kan kun håndtere den mængde kvælstof, der rent faktisk bliver udvasket fra dansk landbrug. Vi ved, at landbrugets andel af næringsstofudledning fra Djursland udgør 9%. Resten af de udledte næringsstoffer kommer fra andre lande og fra luften. Vi kommer aldrig til at se en forbedring af tilstanden i vores havmiljø, før kvælstofudvaskningen også nedbringes tilstrækkeligt fra nabolandene.
Treparten indeholder også en lang række andre reguleringer overfor landbruget og det åbne land. Aftalen medfører en større tilpasning for Dansk Landbrug, særligt er der fokus på den udledning af CO2, der kommer fra mælkeproduktionen. Derfor er vi glade for, at vores lokale mælkeproducent, Mogens Hjort Jensen, på årets delegeretmøde i Landbrug & Fødevarer blev valg ind i Forretningsudvalget. Det er helt rimeligt, at mælkeproducenterne får stor indflydelse på det fremtidige politiske arbejde, når Den Grønne Trepart skal føres ud i livet.
Jeg ønsker jer alle et godt nytår.