Nyt medlem valgt ind i landboforeningens Kvægbrugsudvalg
Udgivet d. 25-01-2024 | Sabrina BrohusTirsdag var godt 40 mælkeproducenter mødt op til Kvægbrugsudvalgets årsmøde i Djursland Landboforening. På valg denne aften var Mogens Vetter Jensen og Jesper Lykke Andersen. Mogens Vetter Jensen blev genvalgt og Jacob Therkildsen takkede ja til en toårig periode i Kvægbrugsudvalget.
Formand Mogens Hjort Jensen aflagde en beretning, der blandt andet omhandlede økonomien i mælkeproduktionen, den internationale økonomiske og forsyningsmæssige situation for mejeriprodukter. Han kom også ind på den overordnede landbrugspolitik, som vil få betydning for mælkeproduktionen, herunder de reduktionskrav til kvælstof og CO2 udledning, som landbruget må forvente, bliver introduceret. Desuden gav formanden en status på den offentlige sagsbehandling for etablering af et biogasanlæg, hvor Syddjurs Kommune forventer at tage endelig stilling til en placering sidst i februar måned.