Ny tilskudsordning giver tilskud til at udtage landbrugsarealer til gavn for miljø, natur og klima

Udgivet d. 18-04-2024 | Af Sabrina Brohus

 

Hvis du går med tanker om at udtage landbrugsarealer fra driften, så natur og miljø kan få bedre plads, kan du til efteråret søge tilskud fra ordningen permanent ekstensivering. Her kan du søge en engangsudbetaling for at udtage dine landbrugsarealer. Det udtagne areal må ikke omlægges, gødskes eller sprøjtes.

Du kan til efteråret søge ordningen permanent ekstensivering til arealer, som du gerne vil udtage fra driften. Det kan f.eks. være marker, der ligger langt fra gården, eller som tit bliver oversvømmet eller af andre årsager er vanskelige at dyrke. Det kan også være arealer, som du ønsker at bruge til naturformål. Samlet set vil udtagningen af landbrugsarealerne være en gevinst for natur, miljø og klima.

Bemærk, at ordningen afventer EU-Kommissionens endelige godkendelse.

Når du søger ordningen permanent ekstensivering, indgår du i et treårigt tilsagn, og du får hele tilskuddet udbetalt på én gang. Det udtagne areal bliver pålagt en servitut om, at arealet i fremtiden ikke må omlægges, gødskes eller sprøjtes. 

Tilskuddet ventes at være 82.500 kr./ha for omdriftsarealer og 35.500 kr./ha for permanente græsarealer. 

Arealets status ventes fastlagt ud fra den dyrkningsmæssige anvendelse i en tidligere periode. 

Til hvilke arealer?

Du kan søge ordningen permanent ekstensivering til alle landbrugsarealer. Det er ikke en betingelse, at arealet indgår i et vand- og klimaprojekt eller lignende. Du kan ikke søge til arealer, der allerede er naturarealer, § 3-arealer eller arealer, der har fredninger eller restriktioner tilsvarende § 3.

Hvilke betingelser skal jeg opfylde for arealet?

De vigtigste betingelser er, at 

  • du er ejer af arealet
  • arealet er et landbrugsareal
  • du overholder bestemmelserne i den servitut, som bliver tinglyst på arealet, herunder forbud mod brug af gødning og pesticider, ligesom arealet heller ikke må omlægges. Det vil sige, at arealet ikke må jordbehandles, tilsås mm. 
  • du skal hvert år i den treårige tilsagnsperiode bekræfte, at du som ejer fortsat er tilsagnshaver, og du opfylder tilsagnets betingelser
  • efter den treårige tilsagnsperiode skal du ikke indberette yderligere, men du skal fortsat overholde bestemmelserne i den tinglyste servitut. 

Hvordan søger jeg?

Landbrugsstyrelsen er ved at afklare, hvordan ordningen skal sættes op. De forventer, at du kan søge tilsagn og udbetaling på et særligt skema i Tast selv. De forventer, at du kan søge ordningen i løbet af efteråret 2024, og du vil få udbetalt hele tilskuddet ultimo 2025. 

Det er ikke afklaret, hvorvidt der kommer flere ansøgningsrunder under denne ordning. 

Seneste nyheder
Webinar: Derfor skal du i gang med FarmTracking Pr… Læs mere
”Jeg kunne sagtens se mig selv arbejde et sted som… Læs mere
L&F: Treparten er samlet set en sejr for både det … Læs mere
Julen er kommet til Grenaa Læs mere
InterCount kommer med nye forbedringer Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev