Nu skal vi lave yoghurt
Udgivet d. 22-04-2024 | Sabrina BrohusKarensminde i Følle blev for en dag omdannet til et udendørs klasselokale, da landmand Mikkel Juhl Nielsen, formand for Økologiudvalget i Djursland Landboforening, havde besøg af en flok energiske 4. klasseselever fra Ugelbølle Friskole, som skulle lære meget mere om, hvor mælken kommer fra.
De yderst velforberedte elever havde inden gårdbesøget læst om køer, mælk og økologi og havde forberedt en række spørgsmål til Mikkel, som gladeligt besvarede dem alle. Ugelbølle Friskole er kommet med i Djursland Landboforenings projekt, hvor udvalgte landmænd på Djursland bruger deres arealer som udendørs klasselokale, og landmandens viden bliver brugt i undervisningen. Samtidig får eleverne mulighed for at låne nogle af de maskiner, som landboforeningen har købt for de bevilligede midler fra Friluftsrådet og Udlodningsmidler til Friluftsliv, så eleverne kan lave yoghurt eller æblemost. Efter besøget skulle eleverne tilbage på skolen og lave yoghurt, smør og ost.
.