Djursland Landboforening får ny formand
Udgivet d. 05-03-2025 | Sabrina BrohusEfter 21 år som formand for Djursland Landboforening, gav Hans Gæmelke tirsdag aften stafetten videre til Mogens Hjort Jensen, som er landboforeningens nye formand.
Hans Gæmelke aflagde tirsdag aften sin sidste beretning som formand for Djursland Landboforening foran en forsamling på 225 deltagere i Auning Idræts- og Kulturcenter. Stafetten gav han efter valget videre til mælkeproducent Mogens Hjort Jensen fra Grenaa.
”Jeg takker i aften af efter 21 år som formand. Det er tid til, at der kommer nye kræfter til, og jeg er enormt beæret af, at I har valgt mig som formand i så mange år. Det har været en fornøjelse. I har en særdeles velkørende landboforening, og jeg håber, at I vil passe godt på den”, lød det fra Hans Gæmelke.
Foreningens nye formand tog ordet og takkede for valget. Han lagde i sin tale vægt på vigtigheden af det gode samarbejde og ikke mindst sammenhold i foreningen, som alle skal værne om.
”Jeg er med på, at der fremover bliver nok se til, men jeg glæder mig til udfordringen og samarbejdet med jer og alle medarbejderne i landboforeningen”, sagde Mogens Hjort Jensen.
De sidste ord
Hans Gæmelke kom langt omkring i sin sidste beretning, men det sidste svirp med halen gik til samarbejdet med Syddjurs Kommune. Hans Gæmelke påpegede, hvor tydeligt man kunne mærke, at man i Norddjurs Kommune taler med landbruget, mens Syddjurs Kommune oftest taler om landbruget. Som et eksempel nævnte han, at den manglende dialog mellem Syddjurs Kommune og landbruget i efteråret blev meget tydelig for landboforeningen, og der blev etableret et møde med borgmesteren, udvalgsformand for Miljø og Teknik Udvalget samt de relevante kommunale chefer.
”Jeg ved ikke, om vi fik renset luften, og om vi fremover får et samarbejde stablet på benene. Vi var nået til det punkt, hvor der var tvivl om, hvorvidt det overhovedet var relevant at mødes. At bruge tid på hinanden skal flytte noget. Vi har stadig en række udfordringer, særligt manglende uafsluttede ekspropriationssager. Djursland Landboforening har brugt rigtig mange kræfter på at være i dialog om at få disse sager afsluttet, nogle er så gamle, at det er direkte pinligt”.
Fakta: Det demokratiske valg
Mogens Hjort Jensen blev valgt som formand, og de tre fritvalgte bestyrelsesmedlemmer Esben Øvle Kristensen, Jørgen Ivar Mikkelsen og Hanne Line Revsbech blev alle genvalgt. Martin Vetter og Birthe Koch blev valgt som fritvalgte til Udvalget for Åbent Landbrug Djursland, og Ernst & Young blev genvalgt som revisor.
.