Ansøgningsrunden for minivådområder er nu åben
Udgivet d. 24-06-2024 | Sabrina BrohusAnsøgningsrunden for minivådområder er åben fra 21. juni til 30. september 2024, begge dage inklusive. Denne gang kan der søges om minivådområde på hele Djursland.
Landbrugsstyrelsen har denne gang præsenteret en række ændringer i minivådområdeordningen, og en af de helt store ændringer er, at der nu kan søges om minivådområde på hele Djursland. Det skyldes, at de oplande, hvor man siden Vandområdeplanerne blev indført, ikke har kunnet etablere minivådområder, nu er sat sammen i oplandsgrupper. Er der ét af oplandene i gruppen, som har et indsatskrav, kan alle søge om at etablere et minivådområde.
En anden ændring er, at det ikke længere er et krav, at 80 procent af et minivådområdes drænopland skal udgøres af omdriftsarealer. Fremover er det blot et krav, at 80 procent af minivådområdets drænopland udgøres af landbrugsarealer. Derudover bliver ordningen fremadrettet toårig og gælder for ansøgningsrunderne i 2024 og 2025.
Du kan få gratis hjælp til at søge om tilskud til etablering af et minivådområde, samt gratis hjælp til at planlægge og designe dit minivådområde hos udtagningskonsulenterne. Kontakt din lokale udtagningskonsulent hurtigst muligt og få hjælp til at finde egnede placeringer for dit minivådområde. Din lokale udtagningskonsulent kan også hjælpe dig med at planlægge din ansøgning til et minivådområde og sikrer, at det sker i dialog med kommunen.
Find din udtagningskonsulent HER.